RejsRejsRejs » Rejsemål » Mellemamerika og Caribien » Jamaica » Jamaica ka’ det hele – insiderguide til reggae-øen
Jamaica

Jamaica ka’ det hele – insiderguide til reggae-øen

Jamaica er rastafari, reggae, rom, sol strand og store smil. Sarah-Ann Hunt tager dig med til den glade caribiske ø, som kan det hele.
Skodsborg banner Tropical islands Berlin princess cruises banner

Jamaica ka’ det hele – insiderguide til reggaeøen er skrevet af Sarah-Ann Hunt.

Jamaica - strand, skilt - rejser

Jamaican me crazy!

Dengang jeg kom med skib til Jamaica, da holdt man en mægtig fest, ja det var alle på øen, der dansed’, og jeg ved ikke hvem, der var bedst.

Jamaica, Jamaica, Jamaica – vi danser hele natten på Jamaica.”

De fleste danskere kan vist synge med på omkvædet af den calypso-glade gamle børnesang, og ligesom Jamaica kan den være svær at få ud af hovedet, når først man er blevet lidt ‘jamai-crazy’.

Akkurat som i sangen er det vanskeligt at vælge, hvem eller hvad der var bedst, for der er faktisk ikke ret meget, som ikke kan lade sig gøre på Jamaica, for Jamaica ka’ det hele.

Eksotisk Exodus

Den lille østat i Caribien inviterer nemlig ikke bare til fest, reggaefarver og ballade. Landets natur, kultur og livsglade befolkning byder dig nemlig indenfor og velkommen – og der er som sagt rigtig meget at byde på. Fra kridhvide sandstrande, palmesus og azurblå bølgebrus til junglegrønne bjerge, vildtvoksende mangrover og frodige regnskove.

Det skiftevis tropiske og subtropiske klima gør lille Jamaica til storleverandør inden for alverdens frugt og grønt. Her kan du besøge sukker-, kaffe- og krydderiplantager og kokosnødde-, ananas- og dragefrugtfarme.

Det jamaicanske køkken nyder godt af det store udvalg og kendetegnes især ved yams, yucca, brødfrugt og ackee-æbler, der ofte serveres sammen med nationalretterne jerk chicken, saltfisk, kokoskage og ærtesuppe.

Lidt finurligt betragtes øllen Red Stripe og rompunch faktisk også som desserter, men det er måske ikke så underligt, når landet samtidig er kendt for dets mange romsmagninger og romdestillerier.

Banner rejsekonkurrence
Jamaica - band, musik, rasta - rejser

Pirater og popkultur

Jamaica har været under skiftevis spansk og britisk besættelse. Øen har også været højborg og tilflugtssted for slaver, sørøvere og smuglere. Senere blev den centrum for den berømte reggaemusik, hvis letgenkendelige rytmer stadig pulserer i befolkningens blod og bevidsthed.

1930’ernes rastafarikultur med dens dreadlocks, ganja og rød/gul/grønne farver pryder og præger landet den dag i dag. Og vidste man ikke bedre, ville man tro, at selv trafiklysene var inspireret af nationalhelten Bob Marley.

Musikken stortrives fortsat i både land og by, hvor godt gemte højtalere og skrattende sound systems byder op til dans i mere moderne genrer, som reggeaton, ska, dub og dancehall.

Der er således altid en koncert at gå til eller et gadehjørne at hænge ud på, uanset om du befinder dig på et af de finere hoteller eller nyere krydstogtbyer nær Montego Bay, Port Royal og Ocho Rios, eller om du bare driver rundt downtown i Kingstons storbylarm og forstadsslum.

Jamaica har nemlig med sin megen historik, politiske opdelinger, skiftende religioner og revolutioner store, men også spændende, kontraster. Det er derfor en større oplevelse at bevæge sig igennem bydelen Trenchtowns fattigere kvarterer og ghettoer, som er hjemstavn for store internationale stjerner som Usain Bolt og Jimmy Cliff.

Det er ret fedt at gå langs landevejen, hvor verdens hurtigste mand trænede i klipklappere og rent faktisk at kunne følge i Bob Marleys fodspor fra dengang, han ikke havde råd til et par sko.

Jamaicas, jamacas, jamaican - båd strand - rejser

Smile, mon!

Jeg har som tidligere rejseguide og globetrotter besøgt over 50 lande i verden, men Jamaica er en af de destinationer og kulturer, jeg har glædet mig mest til at besøge. Når man glæder sig så meget til noget, kan man nemt gå hen og blive skuffet, men min 20-dages lange rundrejse var i stedet et langt uafbrudt højdepunkt.

Fra klatring i den berømte vandfaldspark Dunn’s River Falls til flodkrydstogter og natlige udflugter på bambustømmerflåder i den selvlysende lagune. Fra klippeudspring, romsmagning og livemusik på den kendte Rick’s Café til ridning på hesteryg i solnedgangene langs Treasure og Seven Mile Beach.

På strandene tilbyder  loppe- og lokalmarkeder alt fra kæmpe konkylier, batiktrøjer og voodoo-dukker til good vibrations og ‘ganja-muffins’, så man kan blive bagt i solen i mere end en forstand…

Man må endelig ikke snyde sig selv for et ophold i den lokale rasta-landsby, Rastafari Village, hvor vaskeægte rastamænd underviser i madlavning, simple life og den jamaicanske dialekt. Jeg tilbragte således en hel dag i køkkenhaven med min underviser Lionman og en machete i hånden, imens vi smånynnende og storsmilende gik rundt og råbte ”Jah, man!” og ”Smile, mon!”.

find et godt tilbud banner 2023
Jamaica - mand, rasta - rejser

Don’t worry be happy – livet leves fuldt ud på Jamaica

Noget af det skønneste ved Jamaica er faktisk landets befolkning, for jamaicanerne er både søde, sjove og skæve. Førend du ved af det, har du givet fem fremmede et kæmpe knus, deltaget i en jointrulningskonkurrence eller vundet den lokale karaoke-aften ved at imitere delfinlyde, som det skete for mit eget vedkommende.

Jeg er ellers ikke typen, der synger, men på Jamaica lavede jeg ikke andet – og som inkarneret Bob Marley-fan så jeg især frem til visittet på Bob Marley Museum. Museet består i virkeligheden af Bob Marleys oprindelige bopæl, pladeselskab og lydstudie, så det var lidt som at slippe et barn løs i Disneyland, da vi endelig nåede frem.

Den karismatiske guide Stephen viste os rundt i et rum ad gangen, hvor han hver gang startede sin fortælling ved at bryde ud i sang. Og til min egen overraskelse akkompagnerede jeg ham hver eneste gang. I souvenirbutikken gik jeg amok i rasta-huer, musikplakater og signerede cd’er, selvom jeg ikke længere ejer en cd-afspiller.

Se meget mere om at rejse i Caribien og Mellemamerika her

Det er svært at holde sig selv og smilet tilbage på Jamaica, og hvorfor skulle man? Man bliver glad i låget, får noget for pengene og en oplevelse for livet, så det er svært ikke at blive lidt jamai-crazy.

God tur til Caribien, god tur til Jamaica.

Om forfatteren

Sarah-Ann Hunt

Sarah-Ann Hunt er halvt dansk/halvt engelsk, har besøgt Jordens syv kontinenter og rejst i mere end 48 forskellige lande verden over. Hun har rejst på mange måder både alene og i grupper, som frivillig og volontør, gast og langturssejler, sprogskoleelev og studerende samt rejst privat og professionelt.
Sarah-Ann har været rejseguide, vandreguide og researcher over flere sæsoner for både danske og udenlandske rejseselskaber heriblandt verdens største adventurefirma; det britisk-canadiske G Adventures.
Hun er ambassadør for Svendborgs Maritime Akademi og arbejder i øjeblikket som skibsofficer for Mærsk Line. Derfor foregår det næste eventyr til søs og turen går bl.a. gennem Suezkanalen, over det Indiske Ocean og mod Fjernøsten.

I 2020 har Sarah-Ann udgivet debutbogen YOLO, som er en rejseroman, der tager læseren kloden rundt på hæsblæsende, actionpacked, sjove og underfundige eventyr. Bogen har været knap 3 år undervejs og rammer plet i en tid, hvor de fleste desværre må nøjes med at drømme sig langt væk fra sofaen og hjemmets fire vægge.

Ved siden af rejseriet og forfattergerningen holder Sarah-Ann Hunt også spændende rejseforedrag.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.